2012: Kiev Kammerkor kommer til Danmark

Ukraine er meget mere end fodbold og EM!

Det har bl.a. Mykola Hobdych og hans Kiev Kammerkor vist os gennem deres talrige koncertturnéer i Danmark de sidste 15 år. Dette verdenskendte kor har indført os i det rige musikliv, som udfolder sig i dagens Ukraine, hvor Kiev og Lviv er vigtige kulturelle centre. Komponistnavne som Stankovich og Silvestrov er kendt over hele verden, mens Stepurko nok mest er kendt hjemme i Ukraine. Fælles for de moderne komponister er deres folkelige popularitet. Deres værker opføres overalt i koncertsale og på operaer, og den ortodokse musik synges til gudstjenester i kirkerne. Denne frodige musikkultur er levende og rig; det gælder også folkemusikken, som har rod i meget gamle traditioner, og som fornyes og nykomponeres af de mange nulevende komponister. I Sovjettiden var det forbudt at opføre den klassiske kirkemusik, og det er bl.a. takket være Mykola Hobdychs utrættelige arbejde, at denne musik har fået en ny opblomstring. Kiev Kammerkor kommer i år på deres 8. sommerturné i Danmark. Som altid har Mykola Hobdych sammensat sine forskellige programmer, så de præsenterer et rigt varieret repertoire med en spændvidde fra gammel ortodoks musik til nykomponeret folkemusik. Dermed viser han os noget af det bedste af den mangfoldige musik, som er skrevet i Ukraine gennem tiderne. Kiev Kammerkor består af 21 sangere, 10 damer og 11 herrer, hvoraf de 3 basser er bassi profundi, dvs meget dybe basser, som er kendt i den slaviske musik. Der er tale om et professionelt kor, som har turneret i Europa, Canada og på USA´s Østkyst. I Danmark har Kiev Kammerkor et stort, trofast publikum, som har fulgt dem gennem de mange, mange koncerter, de gennem årene har beriget os med. Se sommerens turnéprogram på www.kievkammerkor.dk

For yderligere oplysninger: Elisabeth Winther koncertarrangør for Kiev Kammerkor i Skandinavien email: ewinther@gmail.com mobil: 21405768

 

 

TURNÉ 2008

Dirigenten Mykola Hobdych har i flere år arbejdet på projektet "1000 års kirkemusik i Ukraine".
Det er et projekt, som indebærer, at Kiev Kammerkor indspiller alt, hvad der findes af ukrainsk kirkemusik, og samtidig med cd-udgivelserne bliver partiturerne trykt og udgivet på korets eget forlag.

Der er en stor og levende kortradition i Ukraine, og i alle byer findes et eller flere professionelle kor, så det er af stor betydning, at det musikalske budskab på denne måde kan spredes over hele landet. Efter at landet blev en selvstændig republik i 1991, er der et nationalt behov for at genoplive den ukrainske kirkemusiktradition, som ikke overlevede 70 års sovjetstyre.
For dette arbejde modtog Mykola Hobdych i marts 2007 af Ukraines præsident, Viktor Yuschenko, Schevschenkoprisen, som er Ukraines fornemmeste udmærkelse.

Når Kiev Kammerkor kommer til Danmark i perioden 30. juli til 26. august, er det 10 år siden, koret var på sin første landsdækkende turné her. Det er blevet til mange koncerter, men altid med nye og afvekslende programmer, som Mykola Hobdych sammensætter, så ældre musik bliver opført sammen med nykomponeret, i nogle tilfælde endog skrevet til Kiev Kammerkor.

Udover kirkemusik synger koret også folkemusik, som Ukraine er så rig på, og opførelsen er koreograferet, så man oplever hele små tableauer i de forskellige numre.
De tre programmer, som præsenteres i sommer, udtrykker korets mangfoldighed, den ældste komponist er Symeon Pekalytskyj, født i 1630, og den yngste Volodymyr Zubytskyj, født 1952.
Derudover synger koret et specielt program med "Vesper" af K.Stetsenko (1882-1922) ved den afsluttende koncert i Trinitatis Kirke i København.

Elisabeth Winther, Juli 2008

 

 

Turné 2006 er Kiev Kammerkors 6. sommerturné i Danmark.


Det er i år 10 år siden, koret første gang gæstede Danmark. Koret blev dannet i 1991 og har således 15 års jubilæum i år. Det er blevet til 998 koncerter, afholdt i Europa, USA og Canada, indtil nu, så koret kommer til at afholde sin koncert nr. 1000 her i Danmark.
Korets stifter og dirigent Mykola Hobdych, der er selve ildsjælen bag succes´en, udgiver noder på korets eget forlag. Han arrangerer og udsætter værker for kor og er stifter og leder af "De Gyldne Kuplers Festival" i Kiev, en korfestival, som i år finder sted for 10. gang. Han har udgivet mere end 20 CD´er med sit kor, de fleste med musik, som aldrig har været udgivet før, og som i hvert tilfælde, hvad kirkemusikken angår, ikke har været sunget i de sidste 70 år inden uafhængigheden i 1991.
Han er allestedsnærværende under koncerterne, hvor han udover at dirigere synger solo eller spiller på folkemusikinstrumenter. Mykola Hobdych har med Kiev Kammerkor gjort ukrainsk musik kendt uden for sit lands grænser. Koncertprogrammerne indeholder altid musik fra den tidligste tid, monodierne, og musik fra den allernyeste, som regel helt nykomponerede værker, skrevet specielt til Kiev Kammerkor.
Der er et blomstrende musikliv i Ukraine, mange kor og mange komponister, nogle internationalt kendte som Skoryk, Sylvestrov og Stankovych, så vi er heldige, at vi her i Danmark kan følge med i de nyeste trends inden for musiklivet, som det udfolder sig i Kiev, når vi får besØg af Kiev Kammerkor. Sangerne i Kiev Kammerkor er håndplukkede til opgaven, de er alle solister og ensemblesangere på samme tid.
De dybe karakteristiske basser, som bare går uendelig langt ned, de lysende tenorer, de varme alter og de tindrende sopraner, tilsammen udgØr de Kiev Kammerkor, og ved hver koncert, hver gang, giver de deres tilhØrere en stor musikalsk oplevelse.

Elisabeth Winther, 1. juni 2006

 

Fra september 2004:

Beretning om Kiev Kammerkors Turné 2004

Kiev Kammerkor var på sin 4. store Danmarksturné i sommeren 2004. Som altid blev koret mødt med stor begejstring, de er nu kendt over det meste af Danmark, og det er en stor glæde at præsentere dem rundt om i landets kirker og opleve den betagelse, de giver deres publikum. Deres musikalitet og dybe engagement påvirker alle, der hører dem.

Kiev Kammerkor gav i tidsrummet 25.juli til 26.august 29 koncerter i kirker over hele Danmark samt en koncert i Dunkers Kulturhus i Helsingborg. De havde tre forskellige programmer, hvoraf de to var med ortodoks kirkemusik og det tredie med både kirkemusik og folkemusik. Endelig havde koret to specielle programmer til Sct.Thomas Kirke og til Garnisons Kirke, hvor de sang hele liturgier af henholdsvis Leontovich og Stankovich. Begge disse programmer var uropførelser, idet liturgien af Leontovich ikke før har været sunget i sin helhed, og Stankovichs liturgi er færdigkomponeret i 2004. Således var repertoiret i år præget af nutidige komponister som Stankovich og Zubytskyj med folkemusikken "Mine bjerge", hvilket giver os en mulighed for at følge med i udviklingen i musiklivet i Ukraine.

Af fremtidige projekter for Kiev Kammerkor kan jeg nævne, at koret har modtaget en henvendelse fra Griegfestivalen i Bergen om en eventuel deltagelse i september 2005, det undersøger jeg nærmere. Muligvis skal koret deltage i en festival på Island i 2006. Endelig er det blevet annonceret, at København skal være værtsby for verdenskorsymposiet IFCM i 2008, og det må være helt oplagt, at Kiev Kammerkor kommer med.

Elisabeth Winther, 1. september 2004

 

 

Fra juli 2004:

Kiev Kammerkor i Danmark for 9. gang

Det er nu 9. gang, at Kiev Kammerkor besøger Danmark siden den første koncert i december 1996. Dette kor i verdensklasse har i løbet af sin levetid slået sit navn fast, ikke blot hjemme i Ukraine, men i hele Europa og dele af USA.

Med sit repertoire af ukrainsk musik har Kiev Kammerkor sunget værker af både gamle og nye komponister, som tidligere var ukendte for et dansk publikum. Dermed har koret givet os indblik i en ældgammel musiktradition, såvel kirkelig som folkelig. Kiev Kammerkor er dannet i 1990 af Mykola Hobdych, som stadig er korets dirigent. Han er ildsjælen, som bringer den ortodokse musik i Ukraine "up to date" efter 70 års forbud under Sovjetstyret, og han er også initiativtager til "De Gyldne Kuplers Korfestival", som finder sted hvert år i Kiev.

Det er derfor en stor glæde at byde Kiev Kammerkor velkommen til Danmark, hvor det har et stort og trofast publikum. Turné 2004 omfatter 30 koncerter i kirker over hele landet. Første koncert afholdes i Klosterkirken, Nykøbing Falster søndag d. 24. juli, og der sluttes af i Garnisons Kirke i København torsdag d. 26. august. Se vedlagte koncertplan.

Kiev Kammerkor består af 20 sangere, hvoraf mange har været med fra begyndelsen. Koret er berømt for sin sublime klang med de lysende sopraner, de varme, mørke alter, de fantastiske, vidt forskellige tenorer og de dybe, dybe basser. Og hver eneste sanger kan optræde solistisk, som f.eks. i de særegne ortodokse korkoncerter, for derefter at indgå i den samlede korklang med største selvfølgelighed.

Yderligere oplysninger hos: Elisabeth Winther, winther@kievkammerkor.dk

eller tlf. 39641032.

Med venlig hilsen

Elisabeth Winther

organist ved Sct.Thomas Kirke, Frederiksberg.